Fuchsia var grundlaget for starten på blomsterparken
og udgør stadig en væsentlig del af sortimentet. De ca. 400 forskellige
fuchsia er nu samlet i fuchsiahaven i den nordlige del af anlægget.
Georginer (dahlia)
er blevet en anden stor del af sortimentet. De ca. 500 sorter er spredt ud over
den sydøstlige del af parken. I 2002 kunne vi for første gang også
præsentere en verdensnyhed i form af en duftende georgin, hentet hjem fra
Canada.
I skovhaven er der mere end 100 forskellige
rhododendron og op mod 200 forskellige primula udplantet sammen med liljer og
clematis.
I en mindre afdeling er der samlet en masse planter med
rødligt løv. Både træer, buske, stauder og sommerblomster.
Den store højdeforskel (12-15 m), der er i parken, er
udnyttet til at lave små rindende bække. Desuden er der lavet mange små
"bjerge" til stenbedsplanter. Med den store variation i sjældne
træer og buske findes der mellem 4000 og 5000 forskellige planter i parken.
Når parken åbner om foråret er der forskellige
løgvækster og forårsblomstrende stauder og stenbedsplanter. Desværre ser
mange mere den bare jord, som er reserveret til de store samlinger af fuchsia og
georginer, end de mange forskellige forårsting. Dette vil der fremover i nogen
grad blive rådet bod på, idet der ændres noget på sammensætningen af
stauder og sommerblomster.
Dyr og fugle er også en del af et parkmiljø på
landet. Derfor købte vi i efteråret 1989 et par jakobsfår (firehornsfår),
som i dag stadig indgår i dyresamlingen. Desuden møder man får og geder,
kaniner, duer, høns, prydfjerkræ og forskellige fugle.
Parken drives i pagt med naturen. Der anvendes i mindst
mulig omfang kemikalier og kunstgødning. I stedet gødes med kompost lavet på
havens planteaffald og afklip fra planteproduktion m.m. Større grene laves til
flis, der anvendes på gange medens top fra nåletræer komposteres særskilt og
anvendes i surbundsbede i stedet for spagnum. Der anvendes ikke kemikalier til
renholdelse af havens bede. Vi forsøger at holde haven så tæt på naturen som
muligt trods den store mangfoldighed af blomster og planter.
Senest opdateret: 04. juni 2014.